En »historisk« sag om vennetjenester, fly og droner vækker skarp kritik på Christiansborg: »Hvad fanden er der galt i den styrelse?«
Sådan lyder overskriften i dagens Berlingske Tidende, der de sidste par dage har zoomet ind på Trafikstyrelsens sagsbehandling af en ny dronekorridor, som indebærer nye restriktionsområder for GA af et hidtil uset omfang. Området er blevet tildelt et privat dronefirma, der skal bruge det til testflyvning med droner. Korridoren er godkendt af Trafikstyrelsen på rekordtid, på trods af AOPA DMUs og andre aktørers advarsler om både trafikale og flyvesikkerhedsmæssige udfordringer.
Som det afdækkes i Berlingske Tidende er sagen yderligere opsigtsvækkende, idet styrelsens ansvarlige kontorchef med ansvar for godkendelse af dronekorridoren samtidigt er ejer af et privat firma, der har økonomiske interesser i droneindustrien og leverer radarudstyr til bl.a. detektion af droner. Ja, faktisk er selve ansøgningen om dronekorridoren indsendt af en medarbejder, der er ansat i kontorchefens eget private firma.
Der er tale om et restriktionsområde af hidtil uset størrelse. Korridoren er over 150 kilometer lang og strækker sig fra havet og op til 6500 fod. Det forventes aktiveret fra enten MSL til 3000 fod eller fra 3000 til 6500 fod. Se nedenstående illustration. Når AOPA DMU i Berlingske Tidende er citeret for at kalde sagen for "Danmarkshistoriens største konfiskation af luftrum" er det derfor ingen overdrivelse.
Dronekorridoren udgør en 150km lang barriere mellem landsdelene
|
AOPA DMU har gennem de sidste par måneder været dybt involveret i sagen, da den vil have store konsekvenser for luftrumsbrugerne og kan føre til omveje på langt over 100 km, når området er aktivt og VFR fly f.eks. pga. skyer ikke kan komme over. Ligeledes er der menneskeliv på spil, hvis et-motorede fly ikke kan komme op i tilstrækkelig glidehøjde.
Disse og en række andre problemstillinger har AOPA DMU beskrevet i sit høringsinput til Trafikstyrelsen. Flere andre aktører i branchen har også indsendt protester. Trafikstyrelsen har dog siddet alle indsigelser overhørigt og blot responderet med at "om nødvendigt må man undlade at flyve".
I AOPA DMU undrede vi os over at Trafikstyrelsen sad så alvorlige flyvesikkerhedsmæssige problemstillinger overhørigt og at man kunne godkende en så vidtgående ændring af vores luftrum på noget der lignede rekordtid (ca. 2½ måneder). Vi bad derfor om aktindsigt i sagsbehandlingen - ikke mindst for at se hvilken risikovurdering der lå til grund.
Ud fra aktindsigten lod det ikke til at der var foretaget nogen risikovurdering af de flyvesikkerhedsmæssige problemstillinger vi havde bragt op eller i forhold til anden lufttrafik i det hele taget. Derimod var der mange andre ting der undrede...
Sagen er indgående beskrevet i Berlingske Tidendes artikel fra d. 22/9, der stiller alvorlige spørgsmålstegn i forhold til både habilitet, økonomiske interesser og en sagsbehandling, der mest af alt bærer præg af en vennetjeneste mellem gamle kolleger.
Sagen har givet genlyd i Folketinget, hvor Berlingske Tidende d. 23/9 kan citere en række politiske ordførere, der undrer sig over sagsforløbet og kræver at ministeren går ind sagen og får ryddet op i Trafikstyrelsen. Også vandflyverruten rammes hårdt af dronekorridoren.
De relevante Berlingske artikler findes her:
Berlingske d. 22/9: I det danske luftrum verserer en krig mellem droner og fly – og nu kritiseres Trafikstyrelsen for inhabilitet igen
Berlingske d. 23/9: En »historisk« sag om vennetjenester, fly og droner vækker skarp kritik på Christiansborg: »Hvad fanden er der galt i den styrelse?«
Berlingske d. 23/9: Vandflyveren mellem København og Aarhus er en succes, men nu spænder Trafikstyrelsen ben for projektet
Artiklerne er desværre bag en betalingsmur, men det er muligt at tegne et abonnement der er helt gratis de første 30 dage.
AOPA DMUs oprindelige indsigelse finder du her.
|