Logo
banner

Klik for print-venlig udgave

Nytårshilsen med rebus konkurrence -

Nytårshilsen fra AOPA DMU

Kære medlem

Året 2024 lakker mod enden, og vi ser frem til 2025 – et nyt år, der forhåbentlig vil byde på mange nye og spændende flyveoplevelser.

Når vi ser tilbage på 2024, har vejret desværre ikke været det mest flyvevenlige. Heldigvis havde vi vejret med os, da vi drog på AOPA DMU-tur til Brno, som viste sig at være en særdeles vellykket og mindeværdig oplevelse. I 2025 går turen til den flamske havneby, Antwerpen.

I bestyrelsen ser vi frem til et aktivt og travlt 2025, hvor vi bl.a. har forhåbning om endelig at få godkendt GPS-anflyvning til ukontrollerede flyvepladser i Trafikstyrelsen – et projekt, der nu har været undervejs i over 10 år og som allerede er implementeret i flere EU-lande. Vi vælger at forblive optimistiske.

Et andet vigtigt emne er en fortsat mulighed for at tanke Avgas 100LL i EU. Meget tyder på, at det kan sikres frem til 2030, hvis EU-politikerne giver grønt lys. Vi har lagt et betydeligt lobbyarbejde i denne sag.

Vi er også opmærksomme på de udfordringer, flere medlemmer oplever med medical-kravene. Derfor planlægger vi at mødes med Trafikstyrelsen for at fremføre vores holdninger og arbejde for bedre løsninger. Vi hører fortsat meget gerne fra medlemmer, som oplever at ”løbe panden mod muren” i medical sager.

Ved årets udgang har vi desværre måttet sige farvel til DULFU i sekretariatet. DULFU har valgt at etablere sit eget enmandssekretariat. DULFU har udtrykt stor tilfredshed med den service, de har modtaget i sekretariatet, men valgte at opsige samarbejdet af økonomiske grunde.

Vi ser det som en trist udvikling, at motorflyvningen ikke længere kan samles i ét fælles sekretariat. Hos AOPA DMU har vi dog besluttet at opretholde og styrke bemandingen i vores eget sekretariat for at kunne udvide vores service og tilbyde endnu bedre service til vores medlemmer.

Til sidst vil jeg gerne rette en stor tak til dig, som AOPA DMU medlem, og for din fortsatte støtte. Uden vores medlemmer, ville vores arbejde og resultater ikke være mulige.

Vi medsender en rebus hilsen, hvis du har lyst til at deltage i konkurrencen, kan du læse mere herom i nedenstående. 

Godt nytår til jer alle!

Med venlig hilsen
Knud Nielsen
Formand

 

Løs rebus og deltag i lodtrækning om 3 præmier 

På det næstkommende bestyrelsesmøde, den 20. januar, trækker vi lod blandt de rigtige besvarelser, som vi har modtaget. 

De 3 vindere offenliggøres på AOPA DMUs Facebook og får også direkte besked.

Præmierne er:

3 x gavekort til AeroPartner's webshop, til en værdi af 750 kr. pr. stk. 

Din besvarelse sendes til info@motorflyvning.dk senest den 15. januar. 
Din besvarelse skal indholde ordlyd på nedenstående Rebus og dit fulde navn. 

 

 

 

 

 

 

 


Link til Rebus (png)